Uusitalo

Der er langt fra storbyens puls til Finlands vidtstrakte landskaber. Et folk, der er passionerede tangodyrkere og sveder vinterkulden væk i en sauna må nødvendigvis rumme et gen for det eksotiske og umuliges kunst. Så hvorfor kan varmblodet house ikke også trives på disse kanter?

Finskfødte Sasu Ripatti har siden 1990’erne givet sit entydige svar med en imponerende udgivelsesstrøm bag sig. Bedst kendt er kunstneraliaserne Luomo og Vladislav Delay, der trækker ligeligt på glitret house og skæv electronica. Med projektet Uusitalo er det mest førstnævnte, der lægger bunden til et poetisk og længselsfyldt værk. For ‘Tulenkantaja’ er mere end blot sin musik med et kunstfærdigt cover af landskabsfotos fra hjemlandets ødegård og smådigte fra Ripatti-familiens litterære bagage.

Fra sit selvvalgte eksilstudie i Berlin har han sammensat ti instrumentalnumre, der lyder lækkert og indbydende, men starter som de slutter og uden de store overraskelser. Der er ikke tvivl om Sasu Ripattis fortid som free jazz-musiker, når han tilfører beatkompleksitet til housegenrens firdelte skabelon, men de vokalløse kompositioner efterlader programnoterne mutters alene som usagte ord til de langstrakte lydflader.

Ripatti har ganske enkelt fortabt sig i sit sort/hvide landskabsmaleri og lader de svævende ekko- og pad-lyde lægge sig som et søvndyssende slør. Men det er nu ikke første gang i musikhistorien, at det finske tungsind viser sig. Årstiden taget i betragtning, så skal man nok vente et halvt år, før at efteråret giver fuld mening til Sasu Ripattis intentioner.