Ice Cube

Gennem hele sin solokarriere har Ice Cube været kendt for at pakke sine numre med en indestængt vrede rettet mod det undertrykkende hvide AmeriKKKa. Det er der kommet en række rigtigt gode plader ud af, hvor gangstarappen er blevet tilført et stænk velformuleret samfundsbevidsthed og gadepolitik. På comebackpladen ‘Laugh Now, Cry Later’ er Cube stadig vred, nu også og især på kritikere, der mener, at veteranen er faldet af på den, og på nye rappere der kopierer og ikke anerkender kulturens fædre.

Vredesudbruddet slipper Cube både godt og skidt fra. Han lyder først og fremmest lige så motiveret og sikker i sin levering som altid. Særlig godt fungerer det på ‘Smoke Some Weed’, ‘Laugh Now, Cry Laughter’ og ‘Why We Thugs’, hvor Cube matcher de pumpende beats med velskrevet lyrik og intensitet i stemmen.

På samme tid virker vreden også til tider forceret og helt unødvendig. Det er generelt svært at tage det helt seriøst, når en aldrende, stinkende rig og veletableret Ice Cube rapper kritisk om fængselsforhold, politistikkere og leveforhold i ghettoen. Helt pinligt bliver det, når den ellers flittige vestkystambassadør forsøger at ride med på crunk-bølgen på den Lil Jon-producerede ‘Go to Church’ eller Houston-bølgen på ‘Chrome & Paint’. Lidt ligesom de nye rappere han selv har så travlt med at kritisere.