Jason Mraz

Der er en rablende sødme over hele Jason Mraz’ anden cd, hvor han har sat fokus på sig selv fra a-z.
Målet har denne gang været gennem en sangcyklus at beskrive et afgørende stykke tid i sit liv, hvilket er lykkedes.

Trods en strittende ungdommelig energi er Mraz for det meste til at følge. Han er sprudlende fuld af drømme, bekendelser og instinktive fantasifulde tekster, der rækker fra det blødsødent banale til veritable opsange til sløvsind af enhver art. Et af højdepunkterne er ‘Wordplay’, hvor hans betragtninger pisker af sted som driblende kommentarer, der forsøger at løbe tiden over ende.

Arrangementerne skifter uafladeligt og instrumentalt kører vi fra loft til gulv, men hele tiden med popudluftinger, der åbner udtrykket. Han er tydeligvis en kunstner, der ikke ligger på den lade side med hensyn til at prøve nyt. Vi tager som lyttere del i en kreativ legestue, hvor der hele tiden prøves vinkler, instrumenter, attituder af.

Albummets andet højdepunkt er den konsistente kærlighedssang ‘Clockwatching’, et nummer som egentlig var tænkt som en hyldest til the Cure. Stærkest virker netop kærlighedssangene med afsæt i Mraz´ dagbøger, især ‘O. Lover’ med et frydefuldt strømmende omkvæd. Til tider virker det lidt for selvfedt og selvkredsende, men i arrangementer, stemmeføring og påhitsomhed vinder han land og placerer sig i omegnen af kongeniale singer/songwriterfætre som Ben Folds og Connor Oberst.