Midlake

Album nummer to fra texanske Midlake starter smukt med nummeret ‘Roscoe’, der – hvis man googler lidt skødesløst på det – hurtigt viser sig at have begejstret gruppens voksende fanskare allerede. Forståeligt nok, det er et godt nummer, og det sætter absolut en interessant dagsorden for stemningen i de resterende ti sange.

Og netop stemningen er værd at fremhæve i den bløde, folkinspirerede musik, for med fine små referencer i den lune lydflade til tunge drenge og piger som Neil Young og Joni Mitchell, finder man, lige under overfladen på det bagud-skuende udtryk, en helt bestemt og blomstermønstret melankoli, som man lynhurtigt bliver fortrolig med. Flettet ind i en old school, lettere ulden produktion er der for alvor dømt flippet tristesse, og den sporadiske, svulstige blokfløjte gør det ikke mindre barfodet.

Lidt spas og eksperimenter med rytmerne løfter tidsbilledet på plads ind imellem, eksempelvis i nummeret ‘Young Bride’, som frækt løfter sløret for Midlakes mere progressive dele af sindet. Ellers kan man forvente en lang række af vestlige ballader, nogle bedre og smukkere end andre, men hver især garant for et lille tusindmileblik undervejs.