Roskilde 06: Lis er stille – simpelt og energisk

Lige så stille stimlede folk sammen og fyldte Pavilion-scenen i forventning. Og lige så stille lod det århusianske band en susende støj og et ringende klokkespil stige mod højdepunktet, inden de gik på scenen for at indfri dem.

Lis er stille er blandt de bands, der har været de højeste forventninger til i opvarmningsdagene. Deres koncert på Spot-festivalen og førstepladsen på Det Elektriske Barometer med nummeret ‘Styrke’ har været rimelige grunde, og så giver det egentlig også mere mening at høre dem live end hjemme i stuen på cd.

Selvom den let afkodelige og energiske århusianske version af postrock, svævende i krydsfeltet mellem Sigur Rós og Mogwai, var strippet for de magiske overtoner og melodimønstre, der er genrens fornemmeste kendetegn, så var det også tydeligt, at musiken talte mere til hjertet end til hjernen. Bandet leverede den med et usædvanligt klart ansigt, droppede skosnudeblikket og så publikum i øjnene.

De skabelonpræcise numre, hvor stilhed gled over i støj, blev i passager peppet op med Jeff Buckley’sk skønsang og elementer af 70’er-progrock, men alligevel blev numrenes potentielle dramatik aldrig for alvor forløst i rusen af spilleglæde. Til gengæld fik publikum en forfriskende udadvendt præstation. Simpel og energisk, effektiv og forudsigelig. Og lige så stille som bandet sendte rocken udover rampen, ligeså stille steg humøret blandt publikum.