TV on the Radio

Slip et band løs i betonskelettet til en ufærdig katedral, blot med den ene opgave at lave et album. Det er nogenlunde recepten for Brooklyn-kvintettens andet album, der rummer gospel, new wave, funk, soul, støjrock og en solid stamme fra årtiers rockmusik. Nå ja, lad os bare kalde det art-rock.

Forventningerne er skruet i vejret efter et succesfuldt år i hypemaskinen anno 2004, hvor den særegne forsanger Tunde Adebimpe og multiinstrumentalisten David Sitek sammen med deres band modtog hædersbevisninger og stod højt på nyhedslisterne som et tryllebindende liveband. Så er det jo selvfølgeligt, at David Bowie giver sig til kende på albummets ‘Province’ og afslører et større slægtskab med bandets sound end blot en høflig medvirken.

Desværre indfries løfterne fra den roste debut ‘Desperate Youth, Blood Thirsty Babes’ ikke. De messende og episke fortællinger fortsætter, men sangskrivningen er ujævn og starter ubehjælpsomt i en usexet produktionside på ‘I Was a Lover’. Det er optaget lo-fi, som var det med mikrofonen sat foran betonvægge i et sløset forsøg på at eftergøre Phil Spector. Rå ujævnheder i kanten passer godt til Ramones, men ikke et band med ambitioner og sorte Beach Boys-vokaler.

‘Wolf Like Me’ og ‘Let The Devil In’ træder ud som ørehængerne, men ærlig talt, så er to-tre pletskud fra hoften langt fra nok til at skabe det nødvendige format.