Muse

Det er de færreste, som bryder sig om at blive taget med bukserne nede. Ikke desto mindre var det, hvad engelske Muse gjorde ved deres fans, da trioen for nylig udsendte singleforløberen ‘Supermassive Black Hole’. Et smidigt r’n’b-beat, et frækt guitartema og så Matthew Bellamys kække kordrenge-vokal – det ligner ikke det Muse, som siden sluthalvfemserne har sværget til storladen, kompleks og teatralsk rock.

Men nu hiver Muse atter benklæderne ned om anklerne på os. Gruppens fjerde album er nemlig ligesom singleforløberen en sonisk overraskelse. Bandet byder velkommen med en sprælsk synthesizer-intro på åbningsnummeret ‘Take a Bow’, som siden udvikler sig til en mindre elektronisk maskinpark. Og så er vi ligesom i gang. Herefter står den på herlige Depeche Mode-fornemmelser i ‘Map of The Problematique’, autentisk spaghetti-western i den fremragende ‘Hoodoo’ og kærkomne orientrytmer i ‘City of Delusion’.

Idébanken er mildest talt ved at sprænges hos de sympatiske englændere, som har så mange pudseløjerlige påfund, de vil af med, at det også bliver for meget af det gode. Enkelte sange drukner simpelthen i musikalske inputs og mellemregninger, som kunne have været undgået ved netop at spare lidt på idéerne.

Men det ligger ikke til Muse, og det kan man i grunden ikke have andet end respekt for. Ikke mindst når gruppen også forstår at diske op med gedigne rocksager som ‘Assasin’ og den suveræne ‘Knights of Cydonia’, der er Muse i klassisk rockformation. Titlen lover sorte huller, men dem er der heldigvis ingen af. Kun et rigtigt opløftende album.