Bob Dylan

Der er intet at rafle om. Bob Dylan er en mester, der efterhånden kun har sig selv at leve op til. Og når han i en alder af 65 ikke alene lever op til sit bedste, men i sit 45. år som pladekunstner giver sig selv modstand, trækker i rockhistoriens tråde og slår dem an, er det som at blive løftet ud af tiden og over i en tranceagtig, hypnotisk tilstand.

‘Modern Times’ er en vederkvægende tidløs tilstand. Et album, der peger frem ved at række langt tilbage med særegne dylanske fortolkninger af rockhistoriens musikalske rødder. Dylan og det sammenspillede band af glitrende individualister på alt fra cello, mandolin, viola og violin, til guitar, bas og trommer står dog ikke i gæld til noget som helst. De skaber deres egen verden sammen. Albummets ti numre har organisk fremdrift med en rundet og fyldig afart af rhythm’n’blues, ragtime og rockabilly i afstemte doser, samt et rundhåndet slowdrive i ballader som ‘Spirit on the Water’ og ‘Beyond the Horizon’.

Som det forlyder som en invitation og et løfte i åbningssangen ‘Thunder on the Mountain’, “I feel my soul is beginning to expand / look into my heart and you will sort of understand”, er det selve kærlighedens og musikkens hjerte, der dunker lytteren i møde. Dylans sange er på højde med hans bedste fra før og lyt Ikke mindst til finalen ‘Ain’t Talkin”, hvor han, bevidst om at lidelsen aldrig slutter, på den ene side spidder magtens destruktive kræfter, og på den anden udviser åbenhed overfor kærligheden og dens paradokser, mens han tavs vandrer ud af syne med sin stok.

‘Modern Times’ er en øjeblikkelig klassiker.