Fionn Regan

»Et gammelt hoved på unge skuldre og samtidigt et ungt hoved på gamle skuldre«. Sådan beskriver den albumdebuterende irer Fionn Regan sig selv. Og man kan godt følge den unge Dublin-dreng, for hans musik et smukt stævnemøde mellem tradition og fornyelse.

Med sin stærke stemme og sit fornemme fingerspil fortæller han på debutlabummet små hjerteskærende historier om alt lige fra kuldslået kærlighed til kleptomani, hvor åbningsnummeret ‘Be Good or Be Gone’ enkelt og elegant slår stemningen an.

Albummet er præget af en pæn og velproduceret puritanisme, der fra de indledende indspilninger har overlevet videre mod det færdige udtryk. Indspillet med et minimum af instrumenter, men med et maksimum af indlevelse, hvor Fionn Regan fra start til slut er yderst påpasselig med ikke at drukne sine singer/songwriter-sange i et vandfald af virkemidler. I stedet lader han dem sejle deres egen sø på godt og ondt, hvilket giver dem deres eget liv – hvis bare man som lytter giver dem tid og plads til at rejse sig selv.

Det er traditionel 60’er-folk i stil med navne som Nick Drake og tidlig Neil Young. Endda indspillet live på old school-manér udelukkende ved brug af analogt og antikvarisk udstyr. Men de unge skuldre formår langt hen ad vejen at bære den tunge arv og samtidig give genren ny vitalitet og nye vitaminer. Ikke just revolutionerende, men faktisk ganske rørende. ‘The End of History’ er heldigvis en happy end.