The Mountain Goats

Det gennemgående tema på The Mountain Goats’ album er uhyggelige emner som svigt, forliste kærlighedsforhold og en kamp med egne indre dæmoner. Sidste års fantastiske ‘The Sunset Tree’ var et rasende og stærkt selvbiografisk opgør med en voldelig stedfar. Vreden er væk nu, og ‘Get Lonely’ er en indadskuende resignation, for hvordan er det lige man klarer sig selv, nu hvor det værste er overstået?

The Mountain Goats er først og fremmest singer/songwriter John Darnielles projekt, hvor han tilbage i starten af halvfemserne begyndte at indspille sine stærkt personlige sange på primitive båndoptagere. I 1994 fik han sin første rigtige pladekontrakt, og ‘Get Lonely’ er det tiende fuldlængdealbum på tolv år fra den ekstremt produktive sangskriver.

De musikalske virkemidler er velkendte og ofte består lydbilledet kun af en akustisk guitar akkompagneret af skrabet klaverspil eller en ensom cello. Teksterne er i vanlig høj klasse, selvom der mangler lidt af den fandenivoldskhed og vrede, der er så rigeligt af på tidligere udgivelser.

I stedet er det en noget mere refleksiv Darnielle, der slikker sårene og plejer de skrammede følelser, mens egne fejl bliver erkendt. På nogle af sangene hjemsøges den forkrøblede sjæl af ubehagelige minder fra fortiden, men de fleste sange kredser om ensomhed og resignation, som på ‘Woke Up New’, der handler om tomrummet efter et afsluttet kærlighedsforhold, eller bedst illustreret på det fremragende titelnummer, hvor Darnielle blotter sjælen: »I will get lonely and grasp for air / and send your name up from my lips like a signal flare«.