Thea Gilmore

På papiret ser det jo fint ud. 26 år, seks plader plus det løse, en klinisk depression og en hel britisk musikpresse, der stadig ikke har fået armene ned efter gennembrudsalbummet ‘Avalanche’ fra 2003. I disse tider, hvor menneskeligt forfald og hysterisk overproduktivitet er blevet en væsentlig in-faktor, burde irsk-engelske Thea Gilmore sidde lunt på den grønne gren. Det gør hun også, mageligt placeret mellem post-teen-muggeri, pseudo-generation X-terrorpanik og den genre man engang kaldte Vrede Unger Kvinder.

Som altid er Thea Gilmore også på ‘Harpo’s Ghost’ i det der humør, hvor kun de færreste slipper for en syngende verbal lussing i forbifarten. Ja, vi ved godt, at mænd er nogle svin og at George W. Bush spiser små børn og hundehvalpe til morgenkaffen, men problemet er bare, at lyrikken i Thea Gilmores tilfælde i højere grad virker som pre-menstruelle rygradsreaktioner fremfor egentligt velovervejede budskaber, der ikke allerede er hørt til hudløshed.

Dertil kommer, at albummet svælger i en misforstået formodning om, at Thea Gilmore er attraktion nok i sig selv, og af den grund er albummet faretruende tæt på at synke helt ned til bunden af den overproducerede, anonyme østrogenrock-sump, som hun ellers hidtil har holdt sig på afstand af. Desuden må man ikke ignorere, at konkurrencen på den britiske poprock-scene er blevet større de senere år med navne som KT Tunstall, Charlotte Hatherley og Gemma Hayes, og desværre fokuserer ‘Harpo’s Ghost’ mere på at konkurrere end på at imponere.