Enigma

Det er lidt tragikomisk, at Tysklands største popmusikeksport nogensinde er et lummert stykke musik med åbenlyse seksuelle referencer, der appelerer til overvægtige mænd med langt krøllet hår i nakken og overskæg. Det er også lidt tragikomisk her 16 år senere, at ophavsmanden, Michael Cretu, ikke har rykket sig en tomme i sit musikalske udtryk på sit sjette studiealbum under pseudonymet Enigma.

Godt nok er blikket denne gang vendt ud mod det uendelige univers og dets uløselige gåder, men det virker nu mere som et ungdommeligt forsøg på at lokke en pige med i høet under påskuddet ‘at kigge på stjerner’. Men når bare begge parter ved, hvad de går ind til, er det ok. Jeg kender nu ikke mange piger, der ville lade sig lokke af musik, der ville kunne fungere som baggrundstøj på et Thai-bordel.

Det kan godt være, at blandingen af afdæmpede rytmer og en dyb blød bas krydret med etniske lyde indsamlet fra hele verden var et frisk pust på det tidspunkt, hvor ‘Sadeness part 1’ hærgede hitlisterne. Men det var jo også den gang, at selv Madonna kunne provokere med lumre s/m-referencer.

Det bliver nok ikke mere sigende end nummeret ‘Dancing with Mephisto’, hvis repetitive opfordringer til at følges ad i en tosomhed lader lytteren tilbage med en virkelig fornemmelse af deja-vu. Vi har hørt denne slags lumre bollemusik før, og efter 16 år bliver den absolut ikke bedre.