Darkel

Det er i højere grad enkelte numre, end det er en potentiel solokarriere, der er værd at fremhæve med franske Jean-Benoit Dunkels selvbetitlede debutalbum under kunstnernavnet Darkel. Vi kender ham som den ene halvdel af duoen Air, og der mangler lige præcis en kreativ medspiller til at væve hans blandede og gennemgående smånaive synth- og songwriter-pop sammen til den gennemgående sammenhæng, som kendetegner duens albums.

Der er ingen tvivl om, at han kan finde ud af at dreje på knapperne på sine utallige synthesizere, og lydmæssigt er da også en gennemgående flot produktion, han har fremkaldt i ensomhedens mørkekammer. Men når synthfladerne løftes til strygerstatus, mens enten faste beats eller ømskindede piano- og vokal-formuleringer får lov til at udfolde nedenunder, bliver det ganske enkelt for pompøst. Værst går det med nummeret ‘Earth’, der i de mest kvalme passager lyder som et rent Disney-soundtrack.

Bedre går det, når der bliver fokuseret mere på melodierne og kompositionerne end på lyden alene. Åbningsnummeret ‘Be My Friend’ kombinerer den langsomt forførende komposition med et på en gang piblende og veldefineret rytmisk univers, og klassisk og moderne fransk popmusik forenes flot i godnatsangen til sønniken, ‘How Brave You Are’. Mest spændende er nummeret ‘TV Destroy’, et konkret bud på fransk electropop anno 2006, der bryder formen helt og står tilbage som albummets eneste helt skarpe skud.