Five O’Clock Heroes

I grunden må man tage hatten af for Five O’Clock Heroes. De tror sgu oprigtigt talt på, at der stadig er plads til nostalgisk new wave med frit udsyn til bands som punk-ikonerne The Clash. Om der er det, skal vi lade andre om at afgøre, som for eksempel de høje herrer på pladeselskaberne. Men bandet med rødder i England og USA har desværre ikke voldsomt meget interessant eller nyt at byde på.

Ørerne er til bords med en 70’er-funderet, mildt vaklende rockmusik, som isoleret set er ganske charmerende, men sammenlignet med oplagte slægtninge som Baby Shambles og nu hedengangne The Libertines gemmer Five O’Clock Heroes ikke på samme autencitet eller sjaskcharmerende melodier.

Dermed ikke sagt, at det musikalske håndværk ikke er ganske godt skåret. Sange som albumanslaget ‘Head Games’ og ‘Time on My Hands’ fører udmærket bevis for, at Five O’Clock Heroes sagtens kan kreere en dejlig behagelig og uhøjtidelig fornemmelse i øregangene med deres retroskuende rock. Der er bare langt mellem dem.

Et særkende af en art ville bestemt gøre godt hos de fire helte. Ikke nødvendigvis en fordrukken og verdensfjern forsanger med hang til heftige udskejelser i pressen som visse andre bands. Men på den musikalske front burde det ikke skade d’herrer at droppe den i grunden noget regelrette sangskrivning og søge andre veje end tilbage i tiden. Der har mange som bekendt været før dem.