Jarvis Cocker

Det er godt at have ham tilbage, ham Jarvis Cocker. Som hovedkraft i det britiske band Pulp spillede han i årevis rollen som knivskarp hofnørd, der med strittende fingre og tungen i kinden udleverede sig selv og sit hjemlands dårskab i den ene fine sang efter den anden. Efter flere op- og nedture står han nu på egne ben, under eget navn.

Vi er et godt stykke fra den uimodståelige, tindrende og indimellem småkitchede indiepop på midthalvfemsernes Pulp-plader ‘His ‘N’ Hers’ og ‘Different Class’ og det næsten klaustrofobiske mismod og kynisme, der havde gennempryglet bandets ‘This Is Hardcore’ fra 1998. I stedet har Cocker lavet et rigtigt fint, næsten klassisk, modent pop-album, der vedkommende veksler mellem melankolsk eftertænksomhed som i ‘Quantum Theory’ og andre mere opmærksomhedsivrige numre som ‘Fat Children’.

Den stort opsatte ‘Don’t Let Him Waste Your Time’ – en opsang til klodens kvinder – er en munter, veloplagt, blæserdrevet hymne, der sætter en fed streg under Jarvis Cockers evner som melodimager. ‘Big Julie’ er med sit smukke strygerarrangement og Cockers gradvist insisterende stemme et anderledes rørende portræt af en pige, der jo godt ved, at “sex is just for dummies anyway / something you do when you’ve run out of things to say”.

Jo, der er stadig musikalsk bid og lyriske rusk i den gode Cocker, og på ‘Jarvis’ overbeviser han som elegant og myndig troubadour med veldoserede udsving i temperament og udtryk.