Kim Larsen & Kjukken

»Er det vi kalder forstanden / Kun en donkeymand / Der følger med så godt den kan«, spørger Kim Larsen på sit nye, slidstærke og varierede udspil i selskab med Kjukken, hans musikalske, kompetente følgesvende. Her godt 40 år efter at Larsen udsendte sin første plade, 25 år efter opløsningen af Gasolin og efter 20 udgivelser i eget navn er der fortsat ingen i Kongeriget som Kim Larsen. Slet ikke når vi, som her, får rigeligt af begge sider af Larsens uomtvistelige forcer.

På den ene side de raspende rocksange med tryk på Kjukken, på den anden de enkle ballader, der bliver hængende i hovedet længe efter. Nok er Kim Larsen en ‘Gammel Hankat’, men der er ingen selvtilfreds borgerlighed at spore. Han er trubadur og spillemand i ét, bestandigt på udkig efter stemninger, tegn og udtryk for den tid, han lever i. Det meste kan sættes i sang. Tag en gumpetung linie prosa, og Larsen løfter den op, så vi både kan se og høre den.

På 17 numre breder Larsen sin garvede kunstneriske vifte ud og giver den som alt fra værtsbums og storbytændt rockræv, over hverdagens tragikomiske iagttagelser med fjer i hatten, til at være en besjælet huspoetisk sangfugl, hvor hans hærgede stemme skaber den jordforbindelse, der skal til. Selv folkelige genresange som ‘Dansen går i enge’ går hjem.

Så i forhold til hvad Magtens Korridorer diverterer med og hvad Thomas Helmig spiser lytterne af med, så beviser Kim Larsen & Kjukken, at de til enhver tid er i stand til at begå sig i forhold til alt, hvad der måtte kommer af nyt på dansk.