Klaxons – veltrimmet futuristisk punk

Pludselig stod de der. De fire unge fyre fra Sydlondon, der er godt i gang med at modernisere britisk rock med futuristisk punk og et drive designet til dansegulvet. Selv om debutalbummet først udkommer til januar, var rygtet og mp3’erne for længst nået i forvejen. De sprælske attributter i form af batik, glowsticks og acid-smileys, som også har været en del af deres effektive profilering som viderebringere af 90’ernes rave-kultur, var dog pakket helt væk, og tilbage stod fire fyre, som lignede deres publikum, og deres musik.

Oplevelsen åbnede med det råt rockende Kick Like A Mule-cover ‘The Bouncer’ om en fyr, der må erkende at han ikke kan snyde sig ind via gæstelisten. Den utilsigtede henvisning til entréen, der havde udelukket flere af gruppens kernefans under 20 år, indledte et skarpt set med en stram gennemgående lyd: Buldrende og præcis bas, skærende guitarriffs, hylende synth, trommer, der kan battle en mixerpult, og ikke mindst Jamie Reynolds og James Rightons trademark dobbeltvokaler, der skiftevis synger, messer og skriger de syre-skårne tekster med referencer til litterære opdagelsesrejsende som William H. Burroughs og J. G. Ballard.

De fire London-drenge holdt sig stramt til skemaet gennem ti numre, og energien, specielt under hit-leveringerne ‘Atlantis to Interzone’, ‘Graity’s Rainbow’ og ‘Magick’, nåede helt ud i bunden af salen. Og selv om man kunne savne et lidt større showmæssigt overskud, så var det en klar oplevelse af et veltrimmet band, der er parat til et stort publikum.