Richard Buckner

Richard Buckner debuterede i 1994 med den akustiske ‘Bloomed’, som desværre i grove træk er blevet ignoreret af eftertiden. Ironisk – og djævelsk uretfærdigt, fordi ‘Bloomed’ faktisk er en langt bedre plade inden for genren end Ryan Adams feterede ‘Heartbreaker’, som ellers står som fyrtårnet for deprimerede unge amerikaner med akustiske guitarer. Men af uransagelige årsager valgte Richard Buckner at lade kreativiteten overhale kvaliteten, og de næste mange plader fra den texanske sangskrivers hånd havde alle umådeligt svært ved at hamle op med debuten.

På sit ottende album, ‘Meadow’, er den fortabte søn atter vendt hjem. Og gudskelov for det, for håbet om, at manden stadig besad en vis evne til at sende sørgmodige krampetrækninger gennem både sind og sjæl, var ellers blevet temmelig spinkelt.

Men ‘Meadow’ er opmuntrende, velspillet, opfindsom, ukompliceret, sørgmodig, melodiøs, helvedes dårligt produceret og i det hele taget bare fremragende. Buckner har genfundet lidt af troen på sit eget talent, og hans bløde snøvlen er atter som en kop varm te på en kold dag.

Han strutter af selvtillid, og for første gang nogensinde får Buckner også de rockede numre til at fungere – måske fordi han får kyndig assistance fra folk fra Guided By Voices og Waco Brothers – og selv om han stadig er bedst i de mere intime øjeblikke, så er Richard Buckner så absolut tilbage i topform, og tilmed med en af årets bedste rockudgivelser. Bedre sent end aldrig.