Snoop Dogg

Snoop Dogg er en gammel køter, der lyder som en ung hund. En West Coast-ambassadør med blikket rettet mod hele verden. Fuldblodsgangster og familiefar. Kombineret med stilsikkerhed og en god portion charme har alsidigheden i snart 15 år sikret LA-rapperen noget nær legendestatus i hiphopkredse og en plads blandt nutidens største popstjerner. På sit seneste album formår han endnu engang at balancere de mange facetter, men snubler desværre også der, hvor pladen bliver flere numre for lang, og de primitive hyldester til bandekultur og gangsterrutiner tager overhånd.

Når Snoops plader bliver ved at være interessante, skyldes det især to ting; hans eminente fremførelse og evnen til at vælge de helt rigtige produktioner. ‘Tha Blue Carpet Treatment’ er noget nær Snoops stærkeste rappræstation i lang tid. Pladens to første reelle numre er en sand tour de force udi flow- og stemmeføring, hvor en veloplagt Snoop leger med både rim, tempo og melodi.

Det er samme sikre rapstil, der gør, at han kan plukke beats fra mange forskellige producere, uden at pladerne mister den røde tråd. På den nye plade er det især mindre kendte producere som Frequency, Nottz og Fredwreck, der overrasker med musikalske perler, mens Timbaland og The Neptunes udviser vanligt højt niveau med bastunge og hårdt pumpende rytmespor.

Pladen er bedst til start og slut. Åbningsnumrene ‘Think About Us’ og ‘Crazy’ har både bid og varme, mens der rundes af med de vellydende og eftertænksomme ‘Imagine’ og ‘Conversations’. Med sine 21 numre bliver pladen desværre for lang, og omkring midtvejs taber den gejsten med en række forudsigelige og uoriginale numre om bandekriminalitet og gangsterrutiner. Det ødelægger alsidigheden og svinger dårligt med den Snoop, vi for eksempel møder på nummeret ‘Beat Up on Your Pads’ som træner for sin søns football-hold.