Willie Nelson

På ‘Songbird’ har Willie Nelson fået en idé, der tydeligvis ser bedre ud på papiret, end da han for et par siden pludselig fik et akut, men heldigvis kortvarigt, reggae-flip. Denne gang har den 73-årige country-legende hyret Ryan Adams ind som producer, og givet Adams’ backingband, The Cardinals, lov til at spille en stor rolle på albummet, som består af nogenlunde lige dele covernumre og sange skrevet af både Willie Nelson og Ryan Adams.

Desværre rammer pladen enkelte steder skævt. De forskellige coverversioner – blandt andet Stevie Nicks’ titelnummer, Gram Parsons’ ‘$1.000 Wedding’ og Cohens ‘Hallelujah’ – blegner alle mere eller mindre i forhold til originalerne. Dertil kommer, at Willie, især på de steder, hvor The Cardinals træder et skridt frem i billedet, lyder faretruende meget som en galionsfigur på alt.country-krukkens seneste søsætning.

Det har sandsynligvis ikke været Ryans hensigt at sætte sit forbillede i den situation, og det helt grundlæggende problem ved dette album er også, at Willie slet og ret ikke er vant til at begå sig i front for en så kontant og tung countryrock-lyd. Han drukner lidt i ambitionen, og ‘Songbird’ havde uden tvivl været bedre, hvis det havde været på Willies egne præmisser. Det burde Ryan ha’ vist, da han gik til opgaven, men spilleglæden hos hele holdet er stor, og det redder faktisk ‘Songbird’ fra at blive en simpel parentes i Willies imponerende karriere.