APJ

Anders P. Jensen har tidligere stået i kulissen hos bl.a. Randi Laubæk, og har derved høstet mange roser for sit musikalske overblik og fremragende arrangementer. På ‘City’ vil Hr. Jensen ud af skyggerne og stå på egne ben med et slagkraftigt alter ego APJ. Her er ingen (over)bærende vokal eller (for)blændende strygerorkester, kun APJ’s egen syntetiske maskinpark af sequensere, synthesizere og effektmaskiner.

Efter pladens indledningsnummer, ‘Prelude’, der er en pastiche af 70’er new agernes fascination af verdensrummet – og et nummer, der sender én tilbage til en tid, hvor man kunne fascineres af en fransk kunster, der stod og ‘spillede’ på laserstråler, føler man sig virkelig banket tilbage til stenalderen. På sådan en helt ‘Rumrejsen år 2001’ vis.

Der skal noget til at samle stumperne op efter sådan en omgang, og det er først halvejs inde i pladen – på nummeret ‘Transform’ – at det virkelig begynder at blive interessant. I den ambiente støjcentrifuge ryger harmonier og svage rytmiske strukturfragmenter rundt imellem hinanden uden at finde endelig ro.

På trods af den udmærkede afslutning, så når APJ ikke helt at opveje og nulstille de associationer, der fulgte med fra starten. På grænsen mellem elektronisk eksperiment og symfonisk new age-meditation kunne pladen godt have trængt til lidt mindre Brian Mikkelsen.