Ok Go

Stilen, tøjet, udseendet er mere end bare almindeligt på plads hos Ok Go. Blomstret boheme-look, jakke og slips – et perfekt stylet indie-boyband. Det ligner et stort pladeselskabs forsøg på at lave profit på de seneste års benovelse for overfladisk retrorock, rettet mod især det yngre publikum på den alternative scene.

Men musikken rykker bedre end forventet, bandet spiller guitarbaseret indie-rock med ganske fin tæft for melodi og kraft. De lyder ofte som The Dandy Warhols, dog kemisk renset for ægte humoristisk sans eller selvironi. Det er indstuderet, så det nogle gange bliver en pine, og man griber sig i at håbe desperat på bare et enkelt fejltrin i deres gang ned ad den musikalske catwalk. Men bandet begår ingen fejl. Pladen er en hel parade af catchy, om end ultimativt ret forglemmelige popnumre.

Faktisk er det kun det umanerligt irriterende pseudo-punknummer ‘Television, Television’ som for alvor får mig til at række ud efter skip-knappen. Der er derimod masser af hitpotentiale i dynamiske powerpop-numre som ‘Here It Goes Again’, ‘No Signs of Life’ og det sortsynede lukningsnummer ‘The House Wins’. Ambitionen om at lave skæv, dog velfriseret vellyd er faktisk lykkedes, så længe man er indforstået med, at bandet ikke ejer en eneste original nerve i deres krop.