Adjágas

Det samiske joik-band, Adjágas, har helt sikkert en fanbase i Sapmi – det samiske område oppe omkring Nordkalotten, og politisk korrekte tilbage-til-naturen-mennesker får sikkert et stort kick ud af at sidde i svedhytte og chante: »Hohojknanaørnørnstorerensdyrkom«, mens sære LSD-hallucinationer om grøn mos og frisk rensdyrlort giver dem følelsen af en særlig pagt med bjørn, ørn og elg. Mit storbysind begynder derimod at fråde, og jeg får lyst til at æde trance-mos og skære halsen over på den nærmeste ren. Fri mig!

Og hør: Jeg kan faktisk godt lide Mari Boines succesfulde jazzede fortolkninger af den traditionelle samiske joik. Men Adjágas kan slet ikke måle sig med Boine, og en samer-kender vil så sikkert påstå, at Adjágas også er en helt anden genre, der forsøger at række mere tilbage til traditionel joik end Boines kælen for det alt for moderne. Den er fin. Men så bliver den nærmeste sammenligning poncho-drengene på strøget eller en indianerstamme fra en dårlig John Wayne-film, der danser tudseslikkende rundt om en totempæl.