Gus Gus
»There is a light that never goes out«, står der på Gus Gus’ hjemmeside. Bestemt. Siden midten af 90’erne har de gale islændinge sat den afsondrede ø på verdenskortet med elektronisk musik. Mange bølger har ramt bygderne siden, og hvad der startede som et ni mand stort multimediekollektiv, er nu reduceret til et eksistensminimum med to herrer, producerne President Bongo og Biggi Veira, flankeret af sangerinden Earth.
Så selvom de har haft 10 jubilæumslys i fødselsdagskagen, er der ikke nogen, der gjorde sig den ulejlighed at puste dem ud. Det plejer at bringe held, lyder traditionen. Gus Gus valgte at holde liv i den gamle flamme uden at gå i tænkeboks med deres koncept. Og med det femte album ‘Forever’ burde de have forvaltet deres kreative kapital med mere omtanke, for albummet lyder som alt andet på i hylderne i discountsupermarkedet.
Ni hjerner tænker bedre en tre og det gjorde 1997-hittet ‘Believe’ til en isbryder på især den engelske dancescene under Underworld-æraen. Lige siden har Gus Gus været den atlet, der altid er med i opløbet, men aldrig ender på podiet, og i dag er producer-duoen blot tilfreds med at spille højt.
‘Forever’ drukner sig selv i progressive house og soulede vokalpartier, der er Earl Grey for anglofile klubgængere og tryghedsnarkomaner til teselskab. Det er velkendt og næringsfattig klubkost, islændingene leverer, og det inkluderer gjaldende trance-hymner med melodierne skåret ud i synthesizerpap. Som klubscenens svar på analsex – ikke noget, der er værd at udbrede sig om henover aftensmaden.
Gamle fans kan med rette forlade den synkende, islandske skude. Her er ingen happy end. Kun et musikalsk eventyr, der endte i et langtrukkent mareridt: Gys, gys.