Wolfmother – én stor rock-kliché

Australske Wolfmother kan deres Led Zeppelin, Black Sabbath og The Doors på fingerspidserne. Og var det ikke fordi, at de tre musikere osede af spilleglæde og har været i stand til at skrive en række stærke og melodiøse numre, kunne Wolfmother lige så godt have været et cover-band. Men det spekulerede det talstærke publikum ikke på, og gav sig i stedet fuldstændig hen til den spilleglæde, som de tre australske rockdrenge udviste. Publikum hoppede, dansede og sang med på især guldkorn som ‘Colossal’, ‘Woman’, og ‘Apple Tree’ og aktørerne på scenen nød åbenlyst, at der var så meget gang i den i Vega.

Bandet boltrede sig lystigt i alle rock-klicheerne, og bassist Chris Rock gik forrest med en ekstrem indlevelse, så skulle man tro, at det var første gang bandet overhovedet spillede sangene live. Andrew Stockdale stod sjældent samme sted på scenen, men måtte dog pænt blive på sin plads, når hans høje Robert Plant-agtige vokal skulle bruge mikrofonen – en vokal, der på trods af enkelte off-key momenter, var kraftfuld og stærk og virkelig fik smidt numrene ud over scenekanten til det taknemmelige publikum.

Rent showmæssigt var koncerten til UG, men der manglede også noget, der kunne hive det hele lidt over det gennemsnitlige solide håndværk. Et par Doors-inspirerede jams imellem numrene løsnede det hele lidt op, men fornemmelsen af blot at høre cd-versionerne af bandets sange sneg sig nogle gange ind, og forstyrrede den ellers gode koncertoplevelse. Wolfmother hev dog stikket hjem, når de virkelig rockede igennem.