Martin Bernt

Der sker vist et eller andet for musikere, som søger lykken i New York. Langt de fleste, som har forsøgt at slå igennem i den urbane smeltedigel, ender med at have det yderst hårdt og forfærdeligt i en periode, hvorefter de kommer ud på den anden side, med noget der minder om klarhed i sjæl og sind. Denne emotionelle rutschebanetur har danske Martin Bernt også været igennem, og resultatet kan høres på debutalbummet, hvor han har valgt at tage favntag med en ganske tilgængelig og klassisk PJ Harvey-, Iggy Pop- og Lou Reed-inspireret poprock.

Martin Bernt har uden tvivl et talent for at skrive og fremføre lettere melankolske rocknumre. Eksempelvis er nummeret ‘When We Came to the Party’ en fin PJ Harvey-inspireret duet, der som sådan fungerer ganske glimrende, men alligevel mangler der den sidste udefinerbare finesse, som kunne løfte det op på et endnu højere niveau. Og desværre gør dette sig gældende adskillige steder på albummet. Overordnet fungerer det fint, men man tørster ikke efter mere, når musikken stopper.

Samtidig bliver de musikalske inspirationskilder for tydelige, og Martin Bernt kommer til at placere sig bagved sine idoler, frem for ved siden af – eller foran – dem, og det er egentlig synd, for man kan fornemme at talentet og viljen til at kunne præsentere gode og mere personligtprægede musikalske oplevelser er til stede.