Black Rebel Motorcycle Club
Duften af nyslået græs. Læderindtrækket i en gammel Jaguar. Frikadeller som mor lavede dem. Nogle sanseindtryk er svære at slide op og blive træt af, selvom grundbestanddelene forbliver de samme år efter år.
Netop den fornemmelse rumsterer også rundt i kroppen efter at have gennemtygget ‘Baby 81’, det fjerde udstødningsbrøl fra Black Rebel Motorcycle Club. Trommeslager Nick Jago er i studiet atter blevet gode venner med Peter Hayes og Robert Levon Been og det kan mærkes. Lyden af et genforenet BRMC anno 2007 er ikke ligefrem syvmileskridt fra hvordan de selvsamme sorte rebeller lød, da de brød gennem lydmuren i starten af dette årtusinde. Den nedbarberede stemning som gennemsyrede forgængeren, den rootsrock-stampende ‘Howl’, er hermed pakket væk. Gemt og glemt, bortset fra den akustiske guitar, som lige titter frem her og der, godt camoufleret bag veritable mure af støj.
Man ærgrer sig næsten, for netop det album beviste at der eksisterer andre ting i BRMC-universet end den høvlende, todimensionelle, sortmalede rock’n’roll. Samtidig må man dog tippe truckerkasketten for bandet, for den nuværende formel virker sgu upåklageligt alligevel. De tretten nye skæringer fremstår således som en bundsolid, men ikke ligefrem banebrydende tilføjelse til deres samlede sangkatalog.
Der er adskillige potentielle singler iblandt de hurtigere, mere aggressive numre på skiven, men højdepunkterne for undertegnede anmelder må være den svimmelt pulserende, robot-agtige ‘American X’, samt den smukke lukker ‘Am I Only’. Et opløftende og åbenhjertigt punktum på en fortættet perlerække af ellers indædt dystre slagsange til det indre oprør i os alle.