Lis Er Stille

Hos det århusianske band Lis Er Stille tildeles numrene den tid, de nu engang kræver. Det har de altid gjort, og derfor kommer det ikke som den store overraskelse, at halvdelen af numrene på deres andet album varer over ti minutter, og ej heller, at det absolut ingenting gør.

Lis Er Stille dyrker stadig det melankolske udtryk med referencer til både de støjende Mogwai og de sfæriske Sigur Rós. Dog formår århusianerne at skabe deres eget udtryk, fordi de dybest set placerer sig et sted mellem de to bands.

Numrene er præget af at være bygget op omkring et repeterende element, som bliver en bærende faktor albummet igennem. Og man sidder faktisk tilbage med en fornemmelse af, at numrene sagtens kunne klare at vare endnu længere, fordi Lis Er Stille behersker den fine kunst at skabe musikalske skønheder ud af simple ingredienser, hvor kontraster som støj og skønhed bringes sammen på yderst kompetent vis.

Lis Er Stille stiller store krav til lytteren, og musikken kræver stor opmærksomhed, men opfyldes kravene, forstår man, at her er et band, som besidder evnen til at fange og fastholde ens opmærksomhed i mere end de tre og et halvt minut, et nummer normalt får tildelt i musikverdenen, og det må uden tvivl være sundt for både krop og sjæl.

Traditionen tro er Lis Er Stille på ingen måde tro mod traditionen – og tak for det.