Mushi

På dette andet album fra den relativt ukendte danske musiker og sangskriver Mushi tages man med på en rundrejse i en verden, hvor lettere melankolske pop-/rocknumre spiller en markant rolle. Samtidig trives vekselbassen side om side med tilbagelænede distortede guitarer, og her titter balkan-, western- og sigøjnerinspirerede ideer frem med jævne mellemrum i håb om at fange lytterens opmærksomhed.

Albummet er fyldt med fine lettilgængelige numre, og Mushi med et borgerlige navn Rasmus Fynbo har en talent for at frembringe vers og omkvæd, som man kan huske og synge med på. Åbnings- og titelnummeret ‘Unfairytales’ starter kækt ud med en western-inspireret lyd, hvor trompet og harmonika passer perfekt ind i stemningen. Herefter følger der en række glimrende numre, hvor specielt ‘Trivial Decay’ lokker med yderst fængende og et næsten halvfarligt vers, som dog desværre mister lidt af sin umiddelbare charme i løbet af omkvædet.

Der er ingen tvivl om, at Mushi kan sit kram, men til tider kan man fornemme, at albummet kommer til at fremstå som en mindre musikalsk smeltedigel, hvor man har forsøgt at indfange ideer fra forskellige miljøer og genrer, men hvor man ikke helt har givet sig tid til at stoppe op og beslutte, hvor musikken trives allerbedst. Men dette til trods, fungerer albummet ganske glimrende.