Nine Inch Nails – Velvillige prygl

Bæstet var kommet til byen. Og det er et af de mest utilpassede og anderledes af slagsen i rockklassen. Industrial-rockbandet Nine Inch Nails landede, med hvad der mest af alt lignede en cyberpunk scenografi i bedste Philip K. Dick’sk stil. Seks store glødelamper hang ned fra loftet i to rækker af tre og skabte sammen med utallige røgmaskiner, der lagde et tungt, tågede tæmpe over hele scenen, den mørke og nihilistiske stemning, som NIN’s alter ego, Trent Reznor, siden sin debut i 1989 har yndet at dyrke.

Det stod hurtigt klart, at NIN ikke var kommet for at præsentere sin nye plade på trapperne ‘Year Zero’ men fortrinsvis for at give publikum prygl med ældre materiale, og det lagde et udsolgt Vega gerne ryg til. Som en postmodernistisk shaman styrede Reznor slagets gang fra scenens midte, mens han ofte greb en af de store glødelamper og svang dem i store buer ud over salen. Allerede i koncertens fjerde nummer kastede Reznor sin mikrofon ud til publikum, så de kunne synge med med på ‘Piggy’ fra 1994′ ‘The Downward Spiral’, som bandet især spillede flere sange fra, mens Reznor selv greb en rød spotlampe og lyste ud i den mørke sal, der brølede tilbage.

Ligesom på plade så blander NIN også live de elektroniske detonationer og analoge støjelementer i et stort sønderrivende mix, der hele tiden twister og drejer sig i nye retninger. Men ved aldrig helt, hvor man har det sublimt velspillende band, som fra flænsende støj og skrig pludselig slår over i ren sing-a-long med balladen ‘Hurt’. Kun et par sange blev det til fra ‘Year Zero’ med The New Beginning’ og NIN’s nyeste single ‘Survivalism’, der vel mere end noget andet står som lysende klar eksponent for, at her er et band, der nægter at lægge sig ned eller at indordne sig under nogen former for standarder. NIN går sine egne uransalige veje. Efter halvanden times koncert med nærmest skræmmende præcision i leveringen, forstår man, hvorfor publikum så gerne tropper op bag bæstet.