Sophia

Der var engang, hvor orkestre som Sophia, Codeine og Spain var de kronede konger af den såkaldte sad-core, som kunne gøre selv de mest overfladiske og forhastede kærestesorger til det rene helvede. Især Sophia og bandets primus-motor, Robin Propher-Sheppard, bidrog i midten af 90’erne til denne elendighed med de to udgivelser, ‘Fixed Water’ og ‘The Infinite Circle’, som var fornemme stiløvelser i surmulende sangskrivning for depressive gymnasieelever og lignende.

Alt dette lagde Robin Proper-Sheppard imidlertid på hylden med ‘People Are Like Seasons’ fra 2004, og ligeledes er frembrusende amerikansk guitarrock og episke strygerarrangementer også nøgleordene på det nye album. Dertil kommer tre instrumentale numre, som vidner om, at Sophia er blevet et ambitiøst foretagende, som ikke vil tage til takke med at være et ‘has-been’ fra en svunden tid.

Nu er det heller ikke fair at fornægte Proper-Sheppard retten til musikalsk udvikling, og sad-core-genren er trods alt også død og borte. Alligevel virker Sophia anno 2007 som lidt af et kunstnerisk tilbageskridt for Proper-Sheppard, på trods af hans tydelige ambitioner om at skabe et episk rock-værk. Måske er det, fordi vi allerede adskillige gange har hørt alt dette fra Smashing Pumpkins, eller måske fordi albummet ikke byder på et eneste højdepunkt. Uanset hvad, må man konstatere, at Proper-Sheppard har skabt et album, som ikke er dårligt, men som heller ikke er bare halvt så uundværligt som Sophias to første udgivelser.