The Academy Is…

Emo-genren er dramatisk, svulstig og smækfyldt af følelser. Forsangeren sjælekrænger sig ofte halvt ihjel, kompositionenerne får dramabarometeret til at bonne op i det røde felt, og koret smører ah-ah’er udover det hele. Nogle gange virker det, men ofte bliver genrens højstemte dramatik i længden lidt tam og forudsigelig, som for eksempel på andet album fra Chicago-bandet The Academy Is…

Forsanger William Becketts følelseskrængende vokal pakkes på stort set alle albummets numre ind i en forudsigelig vers-omkvæd-skabelon, bakkes op af kor og ender temmelig lunkent. Der er dog øjeblikke, som løfter sig fra mængden – for eksempel den afdæmpede vokal i ‘You Might Have Noticed’, hvor Beckett for en stund besinder sig og skruer ned for følelsesvokalen eller det aldeles fængende bas-groove i ‘Bulls in Brooklyn’. Desværre overmandes begge af overdramatiske omkvæd.

The Academy Is… albumdebuterede i 2005 med ‘Almost Here’ og lægger sig i samme felt som eksempelvis Fall Out Boy. Chicago-bandet befinder sig et stykke fra bands som Hüsker Dü og Fugazi, der introducerede emo-genren i en støjende indpakning. I forhold til sidstnævnte har det hele fået en overhaling med polish og et rundbarbering til skabelonen, og albummet står desværre tilbage som lige lovlig svulstigt og forudsigeligt.