The Mountain Goats – stort nærvær

At The Mountain Goats nu efter over 15 år med utallige sange og album endelig når et publikum herhjemme, kan jeg til min store glæde konstatere ud fra det pæne fremmøde på en påskesøndag. Men sangskriver John Darnielle har alle dage været en ener. Jeg mener, The Mountain Goats ekstreme lo-fi-optagelser af komplekst gode og smukke melodier, og ikke mindst, avancerede lyrik handler jo netop om at gøre sin egen ting. Ingen kan som Darnielle få en sang i blot en akkord til at føles, som man har læst en hel bog.

Darnielle havde udelukkende taget bassisten Peter Hughes med. For tiden udgør de to kernen i The Mountain Goats. Det kunne dog ikke høres, at der kun er to på scenen, når de leverede sangene fra hovedsagligt de tre ‘populære’ album ‘Tallahassee’, ‘The Sunset Tree’ og forrige års ‘Get Lonely’, der alle er betragteligt mere producerede end tidligere plader. Pudsigt nok føles sangene alligevel ikke nedbarberede. Sandsynligvis fordi Darnielle som sangskriver har så utroligt stort nærvær.

Selvom det er sidste stop på en lang turné, men virkede de ikke trætte, tværtimod smilende og imødekommende. Gamle fans fik også sit, da fænomenale ‘Tollundmand’ fra 94’s ‘Sweden’ gives som ekstranummer. »Vi er trods alt tæt på ham i dette område«, konstaterede Darnielle.

Når de til sidst blev klappet ind endnu en gang, kom kun Hughes ind på scenen. Men så rungede Darnielles stemme ud bag os. På lettere vanvittig vis var han kravlet op på Voxhalls balkon bagved, hvorfra han uden mikrofon fyldte rummet med sin stærke vokal. Jeg kan ikke forestille mig en bedre påmindelse om, hvorfor man skal lægge mærke til bagsiden af livet. Er man heldig, kan den nemlig få en helt fremtrædende plads.