The Twilight Sad

02.57. Det er det øjeblik, hvor Mogwai torpederer den dvælende ‘Like Herod’ med søndersprængende støj, så få minutter ruller ud til evighed. 1997. Medlemmerne i The Twilight Sad skuer med denne udbombede lyd i discmanden unisont op mod hjembyen Glasgows råt hærgede arkitektur. En musikalsk vision fødes.

Fordi det er de skotske frændes veksling mellem stilhed og eksplosion, der er den mest nærliggende reference til disse albumdebutanter. Men i lighed med folk-sangskriveren Alasdair Roberts, leveres vokalen med markant, skotsk diktion, ligesom de også tekstligt berører samme grove emner, når de synger om knivstikkende kærlighedserklæringer eller om forældrene, der kigger ind i soveværelset, mens børnene brænder op derinde(!). Dermed rejser bandet sig som en uforceret videreudvikling af forkærligheden til det storladne, forbundet med diverse postrock-bands fra slutningen af 90’erne i en mere lyrisk og sangorienteret retning.

Med skramlende guitarer, hamrende trommer, monotont klaprende klaver og bidsk vokal med rablende tekster, fraviges der aldrig fra det modstridigt intense. Derved skabes en sugende fornemmelse, tilsvarende den af at sidde i et fly lige på det tidspunkt, hvor det kæmper sig igennem turbulent regnvejr for at hæve sig op over skyerne til forløsende sol og ro. Netop det gør albummet så vidunderligt. Her er nemlig beviset for, at der ingen grænser er for de højder, man når ved at turde bevæge sig ud på desperationens bundløse afgrund.