Alan Vega

Efter 37 års marcheren i frontlinien af det electro-musikalske yderområde forventer man ikke, at en 59-årig musiker (og Vietnam-veteran) springer ud med sit mest yderliggående aggressive udtryk – både i forhold til en lang række udgivelser i karrieren og i forhold til den moderne musiks tunnel af kaos. Ikke desto mindre er det den barske realitet, der møder en, når man først lægger ører til Alan Vegas diskante og digitalt overstyrede femte solo-album.

Som tidligere halvdel af en af 70’erne og 80’ernes mest yderliggående electro-punk-duoer Suicide har Alan Vega cv’et i orden med et af det forrige århundredes vigtigste udgivelser på samvittigheden. Typisk beskrevet som en muteret mekanisk robot-Elvis leverer Alan Vega sin vokal med sædvanlig rockabilly-attitude supleret af de mest onde og utiltalende elektroniske lyde i 2007’s lydunivers.

Hvis du nyder at få renset ører med pigtråd, vil du uden tvivl synes om den pinefulde oplevelse, det er at blive tvangsindlagt til en times trommehinde-strækøvelser. Med dette ekstreme energifyldte udtryk er Vegas musik både rytmisk medrivende og samtidig ubehagelig pinefuld, desperat og neurotisk.