Danava

Det skal ikke være nogen hemmelighed. Man bør ruste sig godt med anseelige mængder tid, før Danavas kosmiske astralrock åbner sig op og bliver interessant i kraft af andet end blot at være udfordrende. Med fødderne godt plantet i 70’erne tager Danava et solidt livtag om den metalliske ende af 70’ernes eksperimenterende progrock. Og ellers ganske velbegrundede antagelser om, at King Crimson var relativt enerådende i den mere krævende del af proguniverset, synes pludselig at krakelere og rasle mod jorden.

For 30 år efter progrockens storhedstid slår Danava til med skinger Geddy Lee-vokal (hvem havde troet at Rush-frontmanden kunne møde en værdig udfordrer?) og upolerede riffs fra rockens mindre belyste baggårdsområder. Alt sammen modelleret til ukonventionelle kompositioner, der transformerer de egentlig ganske ordinære rockbestanddele til et svulstigt, intergalaktisk rockmoderskib, hvorfra syredryppende kolosser, som den over 12 minutter lange ‘Eyes in Disguise’ tager sit udspring.

Portland-baserede Danava har således begået en debut så himmelråbende utrendy og aldeles fuldstændig ude af trit med tiden, at det i sig selv virker afvæbnende. Samtidig lyder de som mere end blot vage ekkoer fra en fjern fortid, så er man frisk på en musikalsk dannelsesrejse til et knapt så velbesøgt område af rockgalaksen, kan det her være et påstigningssted, hvis man ikke lige kan overskue, hvor i progrock-historien man skal starte.