Kelly Jones
Mens Stereophonics finpudser deres sjette album, sidder frontmand Kelly Jones ikke med hænderne i skødet. Dér har han i stedet placeret guitaren, og på blot 36 timer har han indspillet dette, sit første soloalbum.
Resultatet er et konceptalbum, hvor der er skruet ned for tempoet, støjen og rocken for at give plads til den sprukne stemme, til følelserne og frem for alt til historierne. På albummets ti numre blotlægges lige så mange kvindeskæbner, og mens Jones maler rugende billeder af mestendels fortvivlede kvinder, fatter man sympati – både for kvinderne og Jones.
Med inspiration i eksempelvis Nick Caves ‘Murder Ballads’ formår Jones at lade historierne fylde og fænge. For selvom der ikke bliver slået på tromme for musikken, bliver der spillet på ganske mange strenge. Bevæbnet med elektrisk guitar, violin, viola og cello stryger Jones af sted, og i numre som eksempelvis ‘Emily’ fungerer det fornemt med dyster stemning og slideguitar, der skaber billeder, mens Jones krænger ordene ud, så disse og stemmen på det nærmeste knækker.
Men hvor numrene hver for sig fungerer fint, og de nedbarberede arrangementer lader historien stå forrest, bliver det drævende tempo og det nøgne udtryk albummet igennem for ensformigt. Interessen er svær at fastholde, og nu og da føles det som om, det er præcis det samme musikalske stof, der beklæder de ti kvinders sange. Nok er albummet sympatisk, men førend det bliver rigtig interessant, skal musikken varieres.