Manic Street Preachers

Manic Street Preachers har vel lavet de par mesterværker og rigtig gode plader de skulle og kunne. ‘Holy Bible’ fra 1994 var det årtis måske mest sorttværede, desperate plade og fik Nirvanas ‘Nevermind’ til at minde om en overstadig teenage-pige smacked up på candyfloss, mens ‘Everything Must Go’ et par år senere var en storslået demonstration i melodisk magt og vælde.

Siden da er det gået ned ad bakke for de tre walisere, men nu har bandet om ikke genopfundet sig selv så genfundet det, de i udgangspunktet er gode til. Store omkvæd og skarpe, vedkommende sociale, politiske og personlige paroler – og ikke mindst den delikate balancegang imellem disse elementer.

‘The Second Great Depression’ er en af de bedste Manics-sange i årevis og et forfriskende vingesus af fordums episke storhed. ‘Underdogs’ og ‘Imperial Bodybags’ er stålsat indignation og opfordring til mangfoldighed samt bastant politisk retorik med gennemslagskraft. Og så er James Dean Bradfields duet med The Cardigans’ Nina Persson på ‘Your Love Alone Is Not Enough’ så melodisk enkel og fængende, at det næsten er irriterende.

Jovist er der svipsere og ligegyldigheder, men hovedsagen er, at Manics har fundet fokus igen. Rent melodisk er albummet mere løssluppen og ubesværet og mindre spraglet og kunstfærdigt end de seneste to album. Det alene er ikke nok til at redde verden, men gør det hele en lille smule mere tåleligt.