Lukas Kasha
Der er meget godt at sige om The Killers og årtusindeskiftets bølge af danserock. Men der er ikke meget positivt at sige om dønningerne. I hvert fald ikke om norske Lukas Kasha, der spiller en gimmickbelagt, new wave-inspireret og temmelig trættende fornorskning af den dansable rock.
New wave-traditionen tro kombinerer sekstetten punkens energi med poppede synth-melodier. Men melodistoffet fænger imidlertid sjældent, og som lytter bliver man hurtigt tabt bag rytmesektionen, der blæser af sted over vakelvorne broer og et kontrastforladt lydlandskab af kompositioner, der ofte hænger ret dårligt sammen.
Lytteoplevelsen bliver ikke større af, at instrumenterne på de fleste numre er tilføjet et tykt lag delay. I de rette doser giver effekten en fyldig lyd, men nordmændenes overdosering får musikken til at fremstå som et sportshals-ekko fra 80’erne. Især vokalen lider under de voldsomme effekter, og vokalarbejdet besværliggøres yderligere af teksterne, som ofte nulrer rundt et klichéfyldt univers.
Midt i håbløsheden lyser enkelte numre op. For eksempel fungerer ‘Highway Train’ i kraft af en fængende guitarmelodi og en mørk, markant stortromme. Men igen synes de dårlige tekster at indhente håbet om et godt nummer, og medmindre man længe har savnet dårlig, norsk fortolkning af The Killers, kan man forbigå albummet med ro i sindet.