Paul McCartney

»Everybody gonna dance tonight. Everybody gonna feel alright. Everybody gonna dance around tonight«, synger Paul McCartney kækt, mens han til tonerne af sin mandolin fornøjet åbner seniorballet og starter turen ned af mindernes boulevard på albummets første skæring.

Selvom Sir Paul runder 65 år blot et par uger efter, at hans nye album kommer på gaden, virker det ikke til, at ex-Beatlen har nogen intentioner om at gå på efterløn eller pension. Med høj anciennitet i den verdensomspændende klub af ‘gråt guld’, kæmper han videre på de musikalske slagmarker, og sætter en fed streg under, at de fordomme han selv havde som 16-årig, da han skrev første udkast til klassikeren ‘When I’m Sixty-Four’ for længst er blevet saga blot.

På albummets 13 numre vendes blikket bagud mod minder og personlige historier, der har fyldt op i det mentale bagagerum de senere år. Hukommelsen er, som titlen antyder, ved at være fyldt op, og på tekstniveau slipper McCartney som altid hæderligt igennem. Bedst fungerer dog albummets sidste tredjedel, hvor de personlige erindringer fremtræder klarest, og hans overvejelser over liv og død fremstilles uden for megen sentimentalitet.

I gennem albummet søger han også genremæssigt ud i de historiske kroge, og kommer både omkring Motown-soul, Pink Floyd’sk storladenhed og korarrangementer Queen kunne have stået bag. Desværre fungerer denne musikalske rundrejse sjældent særlig godt, og bliver decideret pinlig, når stemmen bukker under for alderdommens begrænsninger.

Albummet har i øvrigt status af at være første udgivelse på det nystartede pladeselskab Hear Music, som kaffekæden Starbucks står bag. Og sådan går det hele meget godt op, for albummet passer fortrinlig sammen med en kaffetår når det grå guld skal holde pause i deres travle hverdag.