Satellite Party

Ambitionsniveauet i forbindelse med Perry Farrells nyeste projekt, ‘Satellite Party’, er ikke til at tage fejl af. Lytteren lades ikke i tvivl om, at den amerikanske alternative-pionér Perry Farrell nægter at stå i skyggen af Bonos politiske korrekthed, James Browns skoledannende funkyness og Jim Morrisons visionære psykedelia. For at forfølge drømmen, lader han pisken svinge over så kompente og anerkendte musiksmede som eksempelvis chilierne Flea og John Frusciante, New Orders tordensbassist Peter Hook, Extreme-guitarvidunderet Nuno Bettencourt og U2-producer Steve Lillywhite for blot at nævne nogle få. Sågar er selveste Jim Morrison ham selv at finde på pladen i kraft af et afstøvet og ikke tidligere udgivet vokalspor.

Fungerer det så? Det korte men knapt så koncise svar må være: Ikke helt. På trods af en forbløffende kompetent skare af musikmagikere, som hver især nyder stor anerkendelse inden for sit område, ender albummet med at fremstå relativt endimensionelt, selv med de krampagtige forsøg på storladen violinsødme og glat glimmerpunk på henholdvis ‘Awesome’ og ‘Insanity Rains’. Ikke desto mindre er det dog et ganske chatchy album, som med sine åbne arme er imødekommende, men hæmmes af, at de uindfriede ambitioner sidder lidt som en anstrengende og prætentiøs klods om benet.