The Hold Steady – fantastisk og livsbekræftende

Et af årets mest interessante gennembrud blev leveret i midten af januar, hvor Brooklyn-bandet The Hold Steady udgav deres tredje album, ‘Boys And Girls In America’, om hvilket Soundvenues anmelder skrev, at »den er som skabt til at holde af og fordybe sig i«, samt at The Hold Steady er »for dem, der har udskiftet den snærende indie-uniform med en mere løsthængende t-shirt og som bliver forpustede af at halse efter morgendagens ‘next big thing’«.

Tirsdag skulle Craig Finn og de resterende fire medlemmer så for første gang bevise for danskerne, at de tre pladers kompromisløse, tempofyldte og storsvedende energi også kunne bære en halvlummer tirsdag aften, hvor Pearl Jam i forvejen havde gjort et stort indhug i hovedstadens rockpublikum.

Dermed ikke sagt, at dette på nogen måde lagde en dæmper på hverken energien i musikken eller på scenen, for sjældent har et orkester leveret en så inderligt sympatisk, energisk og medrivende præstation, hvor ethvert anslag på de to allestedsværende Gibson Les Paul-spader rungede ud i enhver krog.

Forsanger Craig Finn rummer det bedste fra Michael Stipe, Frank Sinatra og Kurt Cobain, og stod i front for et orkester, der er selveste rockhistorien værdig. Det var alt for højt, alt for kort og alt for varmt, men på en rockscene, hvor form oftere og oftere overhaler indhold, er det fantastisk og livsbekræftende at opleve, at der sgu stadig er orkestre derude, der tør levere varen i så høj og heftig en grad, at selv aftenens aldrende publikum med kontokort til Silvan og tiltagende tyndhår, alligevel turde danse sig tilbage til en velsignet tid, hvor al rockmusik blev leveret sådan her.