Crowded House

For 11 år siden spillede Crowded House afskedskoncert på trapperne til Sydney Opera House. Forud gik fire studieudgivelser og en anselig fanskare, der via hits som ‘Weather with You’ og ‘Don’t Dream It’s Over’ blev lokket ind orkestrets verden af melodisk og begavet popsangskrivning.

Anmelderyndlinge var Crowded House hele vejen igennem, selvom Neil Finns sange i mine ører fremstod lovlig konventionelle og FM-ferske. Det sidste er der imidlertid ændret en smule ved på bandets genopstandelsesalbum, hvor den tidligere Beck-trommeslager Matt Sherrod umærkeligt falder ind på den plads, afdøde Paul Hester efterlod. For frem blandt sange som ‘Don’t Stop Now’ og ‘She Called Up’ – der vil gå lige i blodet på de lyttere, der holder af fordums pop-feinschmeckerier – toner en melange af moden eftertænksomhed og mild melankoli frem.

»It’s so far to fall and so hard to climb, nothing’s sadder, I know, than the passing of time«, lyder det i det blidt svungne kammerpopstykke ‘English Trees’, og det er øjeblikke som dette, der gør albummet mindeværdig.

Det er selvsagt altid med en blanding af skepsis og spænding, at man lægger endnu et reunion-album under lasernålen, men i tilfældet Crowded House er der ikke meget at frygte. De lever nemlig ikke bare op til fortidens meritter, men tangerer dem – med alderens uafvendelige vemod som løftestang.