Figurines

Det starter, som det skal, i kendetegnende høj kvalitet. ‘Childhood Verse’ har den smittende enkelte genkendelighed, som Figurines altid har mestret til fulde. ‘The Air We Breathe’ er en dejlig Beach Boys-opdatering, hvor Christian Hjelm får vist flere, forskellige facetter af sin fine vokal. Men herfra om ikke tårner problemerne sig op, så bliver det dog en mere ujævn lytteoplevelse. Singlen ‘Hey, Girl’ antyder problemet for en lille håndfuld sange med sit ellers lovende anslag, der aldrig helt bliver forløst, men i stedet efterlader et lidt spædt indtryk.

Melodien er ganske enkelt forsvundet flere steder. Der er for mange alibi-passager i ‘Half Awake, Half Aware’, ‘Angels of the Bayou’ og ‘Cheap Place to Spend the Night’, der alle ærligt talt er under vanlig standard og ikke for alvor manifesterer sig. Her mangler liv, spræl og risikovillighed. I stedet træder Figurines vande med musikalske rund- og tomgange, der bliver lovligt lange i spyttet i forsøget på at lande den gode, fængende melodi.

Det går straks meget bedre på ‘Drunkard’s Dream’, der er gruppens sejt drevne og veloplagte version af boogie-rock og den små-mærkelige ‘Lips of the Soldier’, som faktisk føjer en ny skæv dimension til bandets repertoire.

Med ‘When the Deer Wore Blue’ har Figurines lavet deres mindst vellykkede plade. De har, momentant forhåbentligt, mistet noget af charmen og den melodiske træfsikkerhed. Helt skidt bliver det dog aldrig. Det er et højt bundniveau og ikke de store højdepunkter, der gør Figurines’ tredje udspil til et habilt album. Ikke just det, man er vant til at fremhæve ved dette band, der altså lige præcis redder sig selv ud af middelmådighedens dvaske, stædige tag. Men pænt og ordentligt er altså ikke helt godt nok for en gruppe med så mange talenter.