Klaxons – med tudehornet i bund

Det var et nyt billede allerede en halv time inden koncerten startede. Det unge publikum i fuld, farvet krigsmaling stod klar til at tage imod de britiske budbringere og deres raverockende myter fra den nære fremtid. Allerede fra de første buldrende toner, der fulgte bandets entre på scenen stod det klart, at de uden problemer kunne følge op på den på en gang massive og prikkende lyd fra indspilningerne af vinterens debutalbum ‘Myths of the Near Future’ og løfte den med et endnu kraftigere udtryk live.

Nok har de ikke opfundet mange nye akkorder, men de har fundet formlen for fest i det 21. århundrede. På samme scene som LCD Soundsystem torsdag aften pressede de ny rock ud af den velkendte grundbesætning bestående knaldende bas, udsyret, rivende guitar, lidt synth- og keyboard-lir og iskoldt, tight trommespil. Og toppet med hyperenergiske dobbeltvokaler og tekster stjålet fra obskure litterære ny-klassikere var der musikalsk stimulans på alle niveauer.

Klaxons har stort set bevæget sig fra den ene fest til den næste gennem det sidste år, fra mindre klubber og til de store festivalscener. De er kun vokset i medvinden, og de gav det bedste af hvad de havde lært til publikum Roskilde Festival. Mens albummet svageste numre efterlod folk vippende, pustende inden det næste hit, bragede de mere kendte numre som ‘Atlantis to Interzone’, ‘Golden Skans’, ‘Totem on the Timeline’ og ‘Gravity’s Rainbow’ igennem, og da bandet pludseligt forsvandt i modlyset midt under ‘Magick’ lignede det et højdepunkt. Men også det blev overgået, da den 55 minutter lange rejse i den rockende rumkapsel, gik i opløsning med ‘It’s Not Over Yet’, hvor forsangeren forsvandt med et stagedive i menneskehavet, og publikum og band gik i et.