Lauryn Hill – soulmusikkens tronarving?

For de 1.500 fremmødte i et totalt udsolgt og pakket Store Vega i aftes var det tilladt at lade de ægte royale følelser få frit løb. Det var nemlig en sand amerikansk prinsesse, som efter to års fravær igen besøgte os efter den uheldige placering af hendes sidste danske besøg i Københavns Havn. Den koncert huskes mest for et druknet lydniveau og en manglende kontakt til publikum. De dårlige minder blev der desværre på ingen måde rodet bod på i Store Vegas majestætiske sal, hvor Lauryn Hill skulle bevise, at hun stadig er soulmusikkens tronarving.

Det er ni år siden, den nu 32-årige sangerinde som purung kvinde udsendte soulmusikkens største moderne klassiker, ‘The Miseducation of Lauryn Hill’. Et tidløst album, hvor 60’ernes hjertelige soulmusik i dyb respekt for dronningerne Aretha Flanklin og Diana Ross gik op i en højere kunstnerisk enhed med nutidens hiphop-puls. Forventningerne om et nyt regulært album fra Lauryn Hill er siden hen kun vokset i takt med jævnlige turnéer og skuffelsen over det mindre vellykkede akustiske koncertalbum, ‘MTV Unplugged No. 2.0’ fra 2002.

Derfor havde skepticismen på forhånd gode vilkår, inden Lauryn Hill foran et sammenmast publikum gjorde sin entré. Med en skamløs adgangspris på 450 kroner lå der i baghovedet en begrundet mistanke om økonomiske frem for kunstneriske motiver. Mistanken var begrundet, og beviserne var tunge. Halvanden time måtte publikum vente inden en oversmart dj forsøgte at varme salen op. “Yo yo, Copenhagen” lød det under et klichéfuldt sæt, førend det 19 personer store orkester gad gøre deres entré. Og så måtte publikum tilmed trækkes gennem en 15 minutters jamsession, før hun endelig stod der, prinsessen af soul, iklædt lang perleklædt frakke og halv gråt hår.

Selvom prinsessen lod vente på sig, valgte hun alligevel at bruge åbningen på at vise svigermor Rita Marley ære ved at lægge ud med hele to alt for lange Bob Marley-covernumre uden fokus og retning. Det store orkester druknede simpelthen hinanden og værst af alt, deres prinsesse. Det ville have været majestætsfornærmelse, hvis ikke alle 20 personer i spotlyset langt om længe fandt pulsen og nærværet frem, langt inde i showet med en bundsolid udgave af ‘To Zion’, hvor miss Hills forsøg på at dirigere sit orkester med fagter i James Brown-style endelig bar frugt. Det åbnede op og viste den vidunderlige styrke, prinsessen er så elsket for. Men det var længe at skulle vente under en så imødeset koncert, der aldrig blev en tronarving værdig.