Thomas Dybdahl – pigernes Thomas

»Tag din kæreste med, hvis du skal ned og høre Thomas Dybdahl. Hun vil elske det«, lød det gode råd mellem to mandlige festivalgængere midt i eftermiddagssmatten, og det kunne vist ikke være mere sandt: De tusindfoldige hunkønsvæsener slugte over 90 minutters spilletid nordmanden med den store røst råt og efterlod hverken skind eller ben tilbage – kun en ophøjet følelse af at have været vidne til én af de bedste koncerter hidtil på dette års Roskilde.

Nu har vandrørene ganske vist bimlet længe om, at ham Dybdahl fra Stavanger er en dygtig sanger og sangskriver. Jo, jo, vist sværger han til let tilgængelige klimprerier på sin guitar, men de bestøves med et afgrundsdybt nærvær takket være en stemme med omtrent samme omfang som de norske fjelde.

Under Arenas betryggende teltdug tog Thomas Dybdahl og hans seksmandstore ensemble os roligt i hånden og sendte ørerne af sted forbi blandt andet oktober-triologien, som udgøres af Dybdahls tre første plader, ‘…That Great October Sound’, ‘Stray Dogs’ ‘One Day You’ll Dance For Me, New York City’ og hvorfra især den sidstnævnte treer rummer brillante lyttestunder. Dem blev det regnjakke-klædte publikum bestemt heller ikke snydt for, eksempelvis i form af titelnummeret fra førnævnte plade, som er og bliver en lille håndfuld tindrende tyste og smukke pop-minutter. Lige til lidt ømt kissemisseri med kæresten, om man vil.

Men lad os så retfærdigvis slå fast, at der faktisk var ikke så få fyre til stede. De måtte dog tage til takke med en pirrende og pragtfuld primapop med norsk fortegn. Thomas – han var pigernes.