Chris Cornell – han kom, så og sejrede

Når man er 43 år, har udgivet 13 studieplader og været i musikbranchen i en menneskealder, er det ganske forståeligt, hvis man får lyst til at læne sig tilbage og slappe lidt af. Men en af de mest markante rockstemmer i de seneste 20 år vil det anderledes.

Foran et stopfyldt Vega sang, croonede, skreg og råbte Chris Cornell sig gennem et utal af stærke sange, som var der ikke nogen dag i morgen. Den ganske veltrimmede mand optrådte selvsikkert og osede af selvtillid og var aftenens absolutte hovedpunkt, selvom backingbandet gjorde en absolut hæderlig figur med Duracell-trommekaninen Jason Sutter som indpisker.

Efter en lidt uinteressant instrumental start på koncerten kastede bandet sig over den store Soundgarden-sangskat, der snart blev suppleret med sange fra Audioslave-tiden samt Cornells egen solokarriere. Der blev vekslet fint mellem de hårdtpumpede og tunge numre, hvor Cornells stemme lå som en stemt skærebrænder og brændte sig langsomt ind, og de smukke ballader, som han også er leveringsdygtig i.

Koncerten og samspillet mellem musikerne blev konstant leveret med et glimt i øjet, og enkelte skønhedsfejl, som da Cornell glemte akkorderne til ‘Preaching the End of the World’, blev grint væk til stor jubel. Som aftenen skred frem sang Cornell sig stærkere og stærkere, og et ældre nummer som ‘Jesus Christ Pose’, der ville flå stemmebåndene ud på enhver anden, blev leveret så gåsehuden rejste sig ligesom de gjorde næsten hver gang Cornell åbnede sin mund. En af rockens allerstørste stemmer kom, så og sejrede.