Ben Harper & The innocent Criminals

Det er en dejlig skive. En veldrejet, organisk helhed, der ikke just vidner om de uforudsete omstændigheder, den faktisk blev til under. Eller måske er det rent faktisk den lethed i forberedelserne, som afspejles i den altoverskyggende spilleglæde, albummet oser af. Faktum er, at ideen til ‘Lifeline’ blev undfanget af Ben Harper & Co. på Europa-turneens spæde begyndelse. En pludselig indskydelse, efter erkendelsen af at de var i sprudlende musikalsk topform, gjorde, at det, der egentlig blot skulle være simple lydprøver forud for koncerterne, blev opgraderet til testkørsler af nyt materiale. Og det fungerede.

Resultatet, 11 numre, besidder en dejlig analog friskhed, man faktisk skal helt tilbage til den akustiske debut, ‘Welcome to the Cruel World’ fra 1993, for at finde tilsvarende. Karismatiske Ben Harper har altid været leveringsdygtig i holdninger uden omsvøb. Men disse samfundsbevidste, politiske greb, der normalt præger hans pen, er det på dette udspil lagt i skuffen og erstattet af regulær spilleglæde. Et klædeligt intermezzo, hvor Ben Harper med sine kompetente medsammensvorne i ‘The Innocent Criminals’ tillader sig selv at gå i frigear, og resultatet er en akustisk symbiose med delikate elektriske stød hist og her. Den ordløse og dybt betagende ‘Paris Sunrise #7’ er det underspillede højdepunkt, hvor ekkoer af legendariske Mississippi John Hurt høres i de stemningsfulde guitarklimt. Alene den sang er albumprisen værd.