Canon Blue

Selvom Daniel James og alter egoet Canon Blue er født, opvokset og bosat i Nashville, Tennessee, er det ikke countryguitaren, der slår tonen an på debuten ‘Colonies’, men i stedet den atmosfæriske elektroniske pop og art rock.

Albummet er hjemmestrikket. Det er indspillet i soveværelset, og James spiller næsten samtlige instrumenter selv. Soveværelsets stemning smitter af; musikken flyder døsigt afsted i drømmende, hypnotiske strømme. Beats lægger bunden, og ovenpå driver trommemaskiner og knitrende elektriske passager, mens distortion og brusende guitarer dukker op og støjer igennem nu og da. På toppen ligger James’ klare og luftige vokal og sørger for, at musikken glider.

Det fungerer udmærket i numre som ‘Pilguin Pop’, der genkalder en gryende morgen for det indre øre og øje, mens musikken, nummeret igennem, vokser til elektrificeret støjpop med fylde. Ligeledes er ‘Pale Horse’ vældig fin med grumset råbevokal, der drager.

Desværre kammer James’ vokal nu og da over og lægger sig faretruende op ad Jeff Buckleys, i sådan en grad, at den mister personlighed og blot virker svulstig. Ligeledes lider nummeret ‘Sea Monsters’ under en for voldsom lighed med Travis’ og ikke mindst dennes forsanger, Francis Healey. Dét, sammen med numre som ‘Mouth to Mouth’ og ‘Baptesme’, der ikke kommer ud af stedet, men mest af alt fylder, trækker nedad og efterlader et stemningsfuldt album med flere fine sange, men desværre også nogle, der fremstår ligegyldige.